Den første avis i Arendal: Et meldingsblad for «Seelsomheder» og nyheter «der icke ere almindelige».

Kjell-Olav Masdalen, Aust-Agder-Arkivet
Agderposten 30. juli 1983

De første avisene i Norge, eller «Efterretninger», som de gjerne blei kalt, begynte å komme i 1760-åra. Først ute var Christiania med Norske Intelligenz-Seddeler, som Samuel Conrad Schwach utga fra 1763 av. Deretter fulgte Bergen i 1764, Trondheim i 1767 og som siste stiftsby Kristiansand i 1769.

29. april 1768 fikk tollbetjent og visitør i Kristiansand, Hans Dreyer, kongelig privilegium på «at oprætte til Publici Tieneste et Adresse Contoir her i Christiansands Stift.» Da det i Kristiansand på dette tidspunkt ikke fantes noe boktrykkeri, blei avisa skrevet for hånd.

Karl Leewy sier i «Kristiansands bebyggelse og befolkning i eldre tider», at der i byen utkom bare 5 nummer av avisa, da Dreyer snart blei forflyttet.

Hans Dreyer blei utnevnt til visitør i Arendal 22. aug. 1768 og til kontrollør og tollbetjent sammesteds i 1769. Herfra fortsatte han så å utgi sin håndskrevne avis; det første nummeret kom 23. okt. 1769. Avisa bar det pompøse navn av «Kongl. Privelegerede Adresse-Contoirs Efterretninger udi Christiansands Stift.»

I det første nummeret finner vi også Dreyers «Plan til Det Kongl. Priviligerede ADRESSE-CONTOIR udi Christiansands Stift.» Innledningsvis heter det: «Gunstige Læser. Som udgiver af Disse Efterretninger kunde Troes at ieg søgte nogen besynderlig stoer Gevinst, Eller forventede nogen Særdeles Roes, Nej Mine Herrer! Troe icke det, Thi det er langt fra icke i det Haab det nu er andlagt ... Men Aarsagen til dets andlæg Er for at prøve Tab og Gevinst derved, og see nytte og skade deraf og uden begyndelse kand sligt icke Erfahres.»

En mer direkte programerklæring finner vi kanskje i det følgende: «– da jeg ved denne Plan har foresatt Mig at følge De Tvende Regler, baade at nytte og fornøie Læserne, ved ugentlig at udgive Efterretninger ... Foruden De almindelige Nyheder Publicationer og Avertisementer same udgivende blade komer til at indeholde, skal Læseren aldrig blive bebyrdet med u-interesserede Materier, men snarere af denslags, naar Rummet tillader det, der icke ere almindelige …»

Sensasjonsstoff, kunne vi kanskje si. I nummer 8 for 19. febr. 1770 finner vi et eksempel på det under overskriften: «Seelsomheder»: «Til Nantes opholder sig et 22 Aar gammel Fruentimmer, som taler uden Tunge efter Børnekopperne, som dette Menneske havde i sit 8de Aar, Raadnede Tungen af hende. I de 2de nestfølgende Aar kunde hun ikke tale, men allene give et lyd fra sig, ligesom andre stumme mennesker pleyer at kunde give. Efter den Tiid begyndte Hun at tale og bad sin Moder gandske forstaaelig om brød. Hun har siiden den Tiid stedse meere og meere tiltaget i at tale, og nu kand Hun uden besværlighed Synge.»

«Efterretningene» inneholder ellers i stor grad korte meldinger om inn- og utgående fartøyer, om reisende som er kommet til byen, om dødsfall og fødsler, som f. eks.: Hr Postmæster Smithes Koene lyckelig forløst med Een Ung Datter.»

Ellers inntar avertissementer en betydelig plass: «Monsr. Knud Koudahl haver Extraordinare gode Caffe-Bønner til Kiøbs for billig Priis.»

Viser og vers forekommer, og vittigheter som: – «Een Malers Indfald»: «Een Maler blef Eengang Een Læge, Mand spurte ham hvorfor Hand forlod sin Metie? Hand svarede: ved min forrige Kunst, saae man mine fejltagelser alt for Aabenbar, Derfor har ieg nu udvalgt Een hvor de blive begravne.»

Nyhetsformidling slik vi kjenner den fra moderne aviser er det mindre av, og slett ikke politisk stoff, noe enevoldskongen i Danmark-Norge neppe hadde tolerert. Stoff av økonomisk karakter går igjen, det meldes f. eks. fra København «at fornyeligen haver 6 Kiøbmænd gjort Fallit og opbud, 2de av Deris Fallit beregnes hver paa Een Tønde Guld.»

Kriminelle hendelser refereres forholdsvis utførlig og med fullt navn. I Kolbjørnsvik blir «berøgtede Jens Svendsen» mistenkt for å ha bestjålet en «Westerlending.» Historia om Anne og Aleth Christophersdøttre, som myrdet ved bruk av «fiue kruud» refereres over 2 sider.

Den kanskje mest interessante opplysning får vi i utgaven av 20. nov. 1769: «Anhang Till Adresse Contoirs Efterretninger No 5. Følgende Observation Er Taget med Kickert af Velædle og Velbyrdige hr Captn-Leutnant Abo og Hr Controleur Drejer i Arendal d. 18de Novemb 1769 Klocken 12 slætt. Klocken Elleve opkom Een sterck Taage som foraarsagede opmercksomhed, Hvorfor Klocken 12 slætt blef giort Ovenanførte (se illustrasjon) opmerksomhed ved Soelen, De andførte pletter saaes icke at forfløtte sig saa lenge Soelen kunde sees, Klocken 1 1/2 blef den gandske usynlig formedelst Taagen.»

Opplysningene om denne solobservasjonen foretatt i Arendal 18. nov. 1769 er sendt til Institutt for teoretisk astrofysikk for kommentar. Instituttet finner observasjonen svært interessant og mener at de såkalte «pletter» uten tvil er vanlige solflekker, og at „dette kan være en av de eldste observasjoner av solen med kikkert som er gjort her i landet.

Galilei kom med sin kikkert allerede i 1609 og det fins opptegnelser over solflekkperiodene helt tilbake til dette tidspunkt. Solflekkaktiviteten opptrer i perioder av 11 år og aktiviteten hadde et maksimum nettopp i 1769 i den såkalte 16. periode. Da gjorde bl.a. den engelske astronomen Alexander Wilson sine observasjoner som han utviklet sin teori om solflekkene på grunnlag av.

Sist solflekkaktiviteten hadde et maksimum var i 1980, og det vil altså skje igjen i 1991.

Ellers opplyses, det fra instituttet at den omtalte tåke nok var nødvendig for at observasjonen kunne finne sted. På dette tidspunkt hadde man sannsynligvis ikke filter til kikkerten, slik at observasjoner bare kunne foretas med tåke som filter.

Det er usikkert når siste nummer av «Efterretninger» kom ut. I Aust-Agder-Arkivet fins 9 nummer fra oktober–desember 1769 og 20 nummer fra januar–mai 1770. I verket «Norsk Bladeierforening 1910–1935» antydes det at avisa gikk enda i 1772. Om dette er riktig, så er det altså bare for en kortere periode av avisas levetid eksemplarer bevart i Aust-Agder-Arkivet. Arkivet er derfor svært interessert i å komme i kontakt med personer som måtte ha, eller kjenner til hvor ytterligere eksemplarer måtte befinne seg.