En utkastelse i Søndeled

Kjell-Olav Masdalen, Aust-Agder-Arkivet
Agderposten 3. mars 1994

Conrad Nicolai Schwach (1793–1860) ble av mange i tiden etter 1814 ansett som Norges største dikter. Fra 1821 til 1830 var han sakfører i Arendal og deltok intenst i alt det sjøfartsbyen kunne by på av kulturliv og festligheter.

I denne perioden ble han mest kjent for sine mange drikkeviser, selskapssanger og patriotiske dikt. Men da nye idealer vokste fram innenfor poesiens verden i 1830-årene, ble han raskt sett på som et null og snart glemt. I dag er han nesten bare kjent for det patriotiske diktet «Mens Nordhavet bruser».

I Aust-Agder-Arkivet finnes imidlertid hans håndskrevne manuskript «Erindringer af mit Liv». Det ble først trykket og gitt ut av Kilden forlag i 1992. Det er en forrykende skildring av hans oppvekst, studieår i København og ikke minst hans 10 år som sakfører i Arendal. Her skal det som eksempel bare gis en kort beretning om en utkastelsesforretning han foretok i Søndeled.

Schwach begynner skildringen ved å fortelle at i nærheten av Søndeled kirke der landeveien passerte Søndeledfjorden, bodde det «en formuende og særdeles hyggelig Skibsfører Thingelsen», som hadde sjarmert ham ved «sin Godmodighed, Artighed og Gjæstfrihed» og at han flere ganger hadde vært gjest «i hans muntre, velarrangerte Huus». Denne Thingelsen, eller Alv Tengelsen, for til sjøs under Napoleonskrigene i juni 1809 med kaperkaptein Jan Olsen fra Frøyna. Kort etter ble de oppbrakt av et engelsk orlogsfartøy og ført til England. Her satt de i prisonen fram til 1811, da de klarte å rømme. Hendelsen avskrekket ikke Alv og i 1812 stakk han på nytt til sjøs, denne gang med en kaperkaptein fra København. Nå sto lykken dem bi, et fartøy med en kostbar last ble brakt opp og bare på Alv falt det en andel på hele 5.000 riksdaler i sølv.

Resultatet av denne rikdommen kan man forutsatt se på høyre side av E-18 like før man kjører inn i Søndeled sentrum fra vest. Det var i dette «velarrangerede Huus» Schwach flere ganger var gjest, og det var på denne eiendommen han i juni 1825 møtte for å bistå i utkastelsen av to gamle søstre som Alv Tengelsen hadde latt bo i den gamle boligen på gården. Alv var omkommet på sjøen vinteren 1824/25 og da boet ble tatt under skiftebehandling måtte søstrene ut. Vi lar Schwach selv berette:

«Uagtet Kakkelovnene tilhørte Thingelsens Boe, lod jeg dem dog, for ikke at synes nærgaaende, betragte som Søstrenes og nedtage og udsætte tilligemed alle Meubler. De gamle Søstre havde imidlertid sat sig paa en Træbænk i Stuen, hvorfra de gav meget Ondt fra sig. Jeg lod som om jeg ikke bemærkede dem, men lod Værelserne ryddiggjøre. Da Alt var udryddet, maatte jeg bede dem, at de ville gaae nu, da ogsaa Bænken de sad paa, skulde udflyddes og Husets Dør tillaases. Men da klamrede de sig med begge Hænder fast i Bænken; og for ei at tilføie dem nogensomhelst personlig Overlast, lod jeg Bænken med Søstrene paa bære ud af Huset og ganske sagtelig sætte paa Jorden medens de gamle Pebermøer i en græsselig Duet udøste Forbandelser over mig. Foged Kreidal, der administrerede Forretningen, saa med forbauselse paa deres Halstarrighed, hvortil han, der havde overværet saa mange Udkastelsesforretninger, aldrig havde seet Mage; og han roste mig meget for den Koldsindighed, jeg under de arrige Kvinders mangefoldige Uartigheder havde bevaret, og hvortil han tilstod ei at have troet mig istand.»

Schwach framstiller seg selv som svært hensynsfull overfor de to gamle søstrene, og han oppfylte naturligvis tidens krav til en embedsmann. Men samtidig røper han seg gjennom sin skildring. For ham er utkastelsen krydder i en levemanns heller ørkesløse hverdag. Den dype tragedie slike utkastelser oftest var for dem den rammet, ser han ikke.

Dette var ikke Schwachs siste befatning med saken. I august samme år ble det holdt auksjon over Tengelsens omfattende innbo. En rekke kjøpelystne fra Risør og Kragerø hadde møtt fram og Schwach, som samtidig hadde en sak gående i Risør, benyttet anledningen til å overvære auksjonen. På spøk kjøpte han «en sort Fløiels Fruentimmer Reise Kyse». Auksjonarius Henrik Fürst hadde sørget for å bringe inn et stort parti god vin fra Risør og om ettermiddagen arrangerte han «et stormende Middagsselskab for sine Bekjendte ved Auctionen hvoriblant jeg» på gjestgivergården på Søndeled. Igjen lar vi Schwach selv fortelle:

«Der blev drukket frygtelig, og jeg er vis paa at ingen af Gjæsterne havde mindre end 3 Flasker Rødviin foruden Port- og Madeeraviin i Livet. Naturligviis var Alle i større eller mindre Grad berusede. Hvorledes jeg havde det, viser følgende yderst komiske Begivenhed. Jeg skulde den næste Morgen være i Riisøer; og inden jeg gikk til Bordet havde jeg føiet Anstalter til at blive befordret søeværts til Byen. Henimod Aftenen gik jeg ogsaa ganske rigtig ombord i Baaden, der laae færdig ved den Brygge, hvorfra Udskibningen af Egelands Jernværks Producter skeer. Men da jeg i Baaden var kommen et Par Aaretag fra Bryggen, glemte jeg aldeles at jeg var i Baaden, jeg vilde blande mig i en Spøg, som just forefaldt mellem de Medgjæster, der havde fulgt mig til Bryggen, og steeg, uden at ændse Vandet mellem mig og dem, lige i Søen. Jeg gik naturligviis under men blev strax opfisket af Roersfolkene. Tørre Klæder havde jeg i min Reisekuffert, og fik snart ombyttet Paaklædning. Men af Hat havde jeg ingen Doublet; jeg tog derfor den paa Auctionen kjøbte Fruentimmer Kyse paa Hovedet, og lagde mig paa en paa Auctionen ligeledes kjøbt Dyne i Baaden, og kom sent om Aftenen sovende til Riisøer, hvor jeg tog ind i mit sædvanlige Logis, og hvor min Hovedbeklædning vakte megen Latter i Forbindelse med min Beretning om Anledningen dertil.»

Schwachs «Erindringer af mit Liv» er et viktig historisk dokument for de stemninger og holdninger som hersket i tiden etter Napoleonskrigene. Som tidsdokument gir det mulighet for innsikt man vanskelig kan vinne gjennom tradisjonelle historiske kilder.

At manuskriptet kom i Aust-Agder-Arkivets eie i 1963 skyldes først og fremst tidligere fylkesarkivar O. A. Aalholms sans for kildetyper som kolleger i hans samtid hadde mindre forståelse for.