En katastrofe som lærer

Kjell-Olav Masdalen, Aust-Agder-Arkivet
Agderposten 14. september 2001

Arne Garborg var lærer ved Grundesund skole på Frydendal i Søndeled vel ett års tid fra 1870 til 1871. Hit kom han som nybakt seminarist etter å ha vært elev på Holt Lærerseminar i årene 1868–70.

Og herfra reiste han etter å ha begått «en Fejl-streg i Livet». Ikke som han selv ga uttrykk for, ved å ta fatt på sin gjerning som journalist og forfatter, men ved å ha utdannet seg til lærer og oppdrager. Til det dugde han ikke.

Lærergjerningen

Slik skriver Tor Obrestad om Garborgs lærergjerning:

Han var ikkje særleg innstilt på lærararbeid, hadde interessene andre stader. Han vart sittande oppe om nettene igjen, skreiv, las og røykte – og kom ofte for seint på skulen, det hende at elevane venta på han til langt fram på føremiddagen. Undervisninga hans var formell, han fortalde aldri noko til elevane, las ikkje høgt for dei eller var fortruleg med dei, han var heller ikkje med dei i leiken ute. Det var skriving og skolering som fylte hovudet. Men streng var han ikkje.

Denne formuleringen har Obrestad egentlig etter Hanna Birgitte Halvorsdatter Øygarden, som var en av Garborgs elever. Hun fortalte blant annet til lektor Arne Heggen at han hadde inga evne til å bli fortrolig med borna, leika aldri med dei, fortalde dei aldri noko, las aldri høgt for dei. Men streng var han ikkje. Kateteret var fullt av aviser, som han las i; han var alltid fortenkt og tankespreidd, og han studerte om natta.

Men likegyldig til lærergjerningen var Garborg ikke. I alle fall gir han i et brev datert Frydendal 4. mars 1871 til sambygdingen Vilhelm Stensland, som Garborg bodde sammen med og var blitt nær venn av på lærerseminaret i Holt, uttrykk for at han i lærergjerningen, der han med «Sjæl og Krop sider midt op i en «Frydens Dal» og keder sig næsten fordærvet», er belæsset med Ansvar fra Top til Taa; er man i daarligt Humør en Dag, – man maa dog paa Skolen og det daarlige Humør blir en forbistret Synd, – man maa være ansvarlig for sit Humør – ! – Eller er man i særdeles munter Lune en Morgen (det er nu forresten pokkers sjelden), saa maa man knække det og gaa værdig og alvorlig til sit Arbejde, eller man begaar – en Synd, en Synd mod Skolen, mod Religionen, mod «Kredsens værdige Husfedre» mod sin egen Anseelse –; man er ansvarlig for sit gode Humør! Straffer man et Barn, saa staar Ansvaret straks grinende bag: er det retfærdigt, klogt, fornuftigt? – Straffer man ikke, saa er Ansvaret der igjen: er dette at være Opdrager? Er du ikke istand til at gøre Ungerne til Galgenfugle istedetfor til christelige Borgere?!

Garborg følte ansvaret tynge, «Ansvaret, Ansvaret for Gud og Mennesker ... Riktignok har vi kanskje til Gengæld nogle Skolelærer-glæder, men de er faa, og de er smaa». Men verst var det vel å føle dette ansvaret overfor skolekretsens «værdige Husfedre»:

– O Himmel, med disse Verdener av Raahed og Raahed og Raahed ... Disse Masser, disse kaosmæssige Masser av Jord-trælleri, Aandløshed, Indsnevrethed, jaabeksk Aand! – At sidde i sin Kakkelovnskrog og være Bondeven paa «ideel» Maade, se det kan nok gaa an; men at færdes ude blant dem ... at have med dem personlig at bestille (dvs. i højere offentlige Spørgsmaal), – aa saa være Bondeven, – nej, det er umuligt for den, der dog selv har reddet nogle Stumper aandelig Sans ud af Tidens muldrede Madstræverhav og almindelige Fordærvelse –.

Ja, Garborg kunne nok saktens ha fortsatt, men som han selv skriver: «Men min Tid og mit Papir tager Ende, og Du faar saaledes ikke flere av disse herlige Udgydelser». Han lengtet mot våren: «Kun er det med en usigelig Følelse av Lettelse, at jeg ser Tiden gaa og Vaaren komme»:

O Vaar, Vaar, hvad er dog det for en herlig Ting! – Den vil bringe mig dette kære, varme Solskin, disse kære Blomster og denne velsignede forelskede Duft, – og den vil bringe mig Friheden! – Riktignok en kort – uf, saa kort – Frihed, ikke stort mere æn en Galjenfrist, – men dog altid Frihed!

Men da våren kom var Garborgs sinnsstemning ikke blitt særlig lysere. Han lengter tilbake til Holt: «Jeg er saa glad ved disse Breve, der sætter mig tilbage til Livet i Holt; thi mit Seminarieliv gjemmer mange af mine muntreste og sødeste Minder», skrev han til Vilhelm Stensland i oktober 1870. Til og med tilværelsen på Frydendal ble utholdelig etter et besøk i Holt julen 1870:

Nu er jeg da atter herude, og – mærkelig nok – det er som jeg nu trives bedre her, – som om Opholdet i Holt har pustet frisk Luft ind i mine Lunger og gjengivet mig nogen Livskraft og Livsinteresse. Gudbevares, hvad der ligger i dette Ord: Livsinteresse!

Han hadde tidligere søkt lærerposten i Østerå og Valle skolekrets i Holt, men var blitt forbigått av Andreas Torgjesen Skaar. Nå var det en lærerpost ledig i Fjærekleiv og i et brev til Vilhelm Stensland datert «Kedsomhedens Frydendal» 17. april 1871 diskuterer han for og imot om han skal søke posten:

Jeg er hjertelig kjed av hele dette forsnørede Risør. Gudbevares – hvad for en Aand her hersker, vil Du bl.a. kunne skjønne af, at den eneste «morro», disse Godtfolk her tør tillade sig i sine festlige Sammenkomster, er – Sang af disse velsignede svenske mørke religiøse Sange af Oscar Ahnfeldt! – Jeg var i et Gratulations-gjæstebud igaar; – Mændene talte om «Skuter», og Fragter, og Pigerne! –  De plagede næsten Ørene af mig ved sin katzenjammerlige Udførelse af nævnte svenskers Opbyggelses-sange, hvor Død og Helvede spiller de væsentligste Roller! – Jeg sygner hen i dette Hus, hvor Halvvejs-bymæssighed er parret med aandelig Slaphed og Død; – jeg ærgrer mig gul og graa over disse Unger, der forener alle Barndommens og den modnere Alders Skrøbeligheder – uden at eje noget af deres Fortrin; – jeg «gjeng som i ejt Sjukohus», stiv og stinn og halv-død som mine Omgivelser, – kort og godt: «den risørske Folke-aand rider mig som en Mare»! – Og saa ennu én Hoved-ting: jeg gaar vis énlig og bedrøvet – ikke en Sjæl, jeg kan sympathisere med, være sig Mand eller Kvinde, rig eller fattig, liden eller stor! – Og jeg, for hvem Sympathierne næsten er en væsentlig Betingelse for min Sub og Eksistence! – Sandelig, naar jeg ser Sagen fra disse Synspunkter, saa skulde jeg være glad ved at flytte – næsten hvor hen det saa end skulde være! – For Sagen taler fremdeles: I Tvedestrand & Holt vilde jeg finde en Folke-aand, der i Frihed og Ubundethed maaler sig med min egen.

Fødselsvéer

Var det så intet som talte for at Garborg fortsatt skulle bli på Frydendal. Ikke mye, men «Jeg vilde komme længere bort fra Trykkeriet, og Redaktions-arbejdet vilde paa den Maade blive vanskeligere». Han ber Stensland dømme i saken, han tenker på å skrive til Feragen; – «ja, jeg gjør det – bare for aa komme bort fra Risør ... Jeg faar heller lade Bladet trykke i Arendal».

Nei, Garborg måtte bort. Han følte seg forlatt av alle. Han følte til og med at vennen Vilhelm sviktet ham. I det siste brevet han skriver fra Risør, datert 15. oktober 1871, med tittelen «Ogsaa Du, Brutus», skriver han:

Det er skrækkeligt – skrækkeligt; alt sortner, alt mørknes ... der er slet intet mer at glæde og hygge sig ved i Verden. O – jeg tror, jeg er ulykkelig ... Naget og fortumlet af Tvivlens og Nattens dunkle Gaader, synkende i en Avgrund av Mathed og Livstræthed, blottet for Interesser og Glæder, pint og trykket hver Dag, hvert Øjeblik av min Gjerning, av mit Hverv, av mine Minder, av mine Udsigter ... av alt ... maa jeg nu ogsaa se og døje, at mine gamle Venner, som før var min Støtte, én for én forlader mig ... Det er det tungeste av det Tunge, det er Jammerens non plus ultra.

Men det, jeg sidst av alt havde ventet, det, jeg sidst av alt havde frygtet, at ogsaa Du skulde forlade mig. Vi var jo kommet i et inderligt nært Forhold, – jeg følte ligesom min Sjæl vokste sammen med Din; Du var den eneste som kjendte og forstod mig; Du var – det tør jeg forsikre, og Du kan tro mig, naar jeg siger det – Du var den Ven, jeg netop trængte for at holdes oppe – Dig tror jeg, jeg elskede!

Og det vidste, det véd Du ...

Det er nesten som vi er tilbake i Storm und Drang-periodens følelsesmessige utgytelser og hører den unge Werther rope ut sine lidelser. Vi venter på selvmordet som det neste uunngåelige skritt. Men det kommer ikke. Han nøyer seg med et: «Ogsaa Du, Brutus»!

Det var mens Garborg var lærer i Grundesund skolekrets at han dukket opp som ubuden gjest i bryllupet til Inger Andrea Larsdatter på Solberg i Holt 8. september 1871. Garborg hadde vært kjæreste med Inger mens han gikk på seminaret der. Far til Inger ville imidlertid at hun skulle gifte seg med Christoffer Jørgensen, slik hun hadde gitt tilsagn om i et brev. Nærmest som en Peer Gynt grep Garborg inn i bryllupet og «gjekk ein lang tur med brura». I brevet av 15. oktober, like før han reiste fra Søndeled, skreiv han:

Jeg husker paa vore dejlige Dage i Holt, ser Du; det maa tjene mig til Undskyldning – Holt – Holt – nej, nej, det har tabt sin Duft, sin Farve; alt væk, væk, væk! Alle Drømme ... Kjender Du noget til min gamle Inclination der borte? – Isaafald kan Du hilse vedkommende, at jeg nu er blit en stor Canaille, men at jeg dog staar til velvillig Afbenyttelse –.

I Knudaheibrev kommenterte Garborg forholdet slik:

Mest til frelse for meg vart likevel mi største synd: eit fritt hjonskap [ekteskap] eg kom upp-i. Og her kann eg knapt orsaka meg med kjærleik dessmeir; eg fær vel helst segja «lettlynde». Dette siste ordet vil elles ikkje heller vera rett. For då eg godt og vel var gift, kom eg etter at eg var glad i gjenta.

Var det savnet etter Inger som fikk Garborg til å rope sammen med den lidende Werther. Eller var det mer prosaisk enn som så:

Nu har jeg sat et Værk i gang, som jeg selv forfærdes over: Modet er nær ved at svigte totalt, min gamle frejdige Tillid er blæst væk, og jeg staar igjen nøgen og frysende, skjælver for mine egne Hænders Gjerning! ... her staar jeg, en 20-aarig Seminarist, der endnu ikke har skrevet et Ord paa Prent, – der endnu ikke har vundet frem til Modenhed og Klarhed i noget Spørgsmaal, – der ikke engang er kommet paa det rene med mig selv, – og jeg har paataget mig det vanvittige Hverv at redigere et offentligt Blad ...

Garborg sto i ferd med å gi ut første nummer av «Seminaristen». Det kom 18. oktober, trykt i Risør. Det var i sine fødselsvéer Garborg følte seg forlatt – og sviktet: «Jeg har hidtil troet paa Venskabet, det var min eneste Illusjon; men nu skal ogsaa denne ihjelslaaes; jeg har nok Venner, men ikke en eneste Ven!!» Så slår Garborg over i galgenhumor under tittelen «Man ærgrer dog ej Tysken bort, om man sig ærgrer sort»:

Nej, nej, min Gut! At jamre er dumt, at klage er tosset, – og hvad følger saa derav? Jo – derav følger ganske simpelt, at jeg nu har fyldt op et helt Post-ark med lutter Dumheder! – Det er slemt, naar man kommer til at begaa en Fejl-streg i Livet, men naar man saa bakefter sætter sig til at skrive Jereminader derover, saa er det dobbelt uheldigt! Altsaa – den muntre Narremine paa og Medusahovedet til Side ... Hjertet stamper imod? Nu vel, lad det saa gjøre; vi ler og er glade alligevel, hvad? ...

Ellers bedriver jeg en hel del Ondskab nu for Tiden, trætter med min Bogtrykker, bander paa min Skjæbne og skjælder mine Skole-unger ...

Etter oppholdet i Søndeled flyttet Garborg til Stavanger, der han skaffet seg trykkeriutstyr og fortsatte å utgi «Seminaristen» (nå kalt «Lærerstandens Avis»). I 1872 flyttet han til Tvedestrand, der han grunnla og utga Tvedestrandsposten. Og i 1873 reiste han til Kristiania for å «studere eller døy».